boghunden

Den her bog regnede jeg med, ville være endnu en i rækken af ligegyldige krimier. Jeg gik ind til den, med absolut ingen forventninger, for den lød bare ikke spændende. Jeg måtte tage ordene i mig igen, for det viste sig rent faktisk, at bogen var ganske udmærket.

Selve skrivestilen irriterede mig hele vejen igennem. ”Så gjorde Nana det og så sagde Nana og så løb Nana.” Altså stop! Jeg er jo ikke dum. Jeg kan godt regne ud, at det handler om Nana lige nu, det behøver jeg ikke få at vide gentagne gange. Nu var der ikke en Nana i bogen, det her er et tænkt eksempel. Det var i hvert fald bare for meget af det gode. Jeg fik fniller af det!

Selve handlingen var meget bedre. Den var ikke fyldt til bristepunktet med spænding, men den var ganske udmærket, og formåede at holde læseren fanget. De to hovedpersoner i bogen spiller godt sammen og havde en rigtig god kemi. De var sjove, om end også lidt klichéfyldte til tider, men ikke mere, end at jeg godt kunne se gennem fingre med det. I forhold til det her med ”hvem gjorde det,” så kan jeg, uden at afsløre for meget, sige, at det ikke kom bag på mig. Jeg havde ikke regnet den ud, men jeg var heller ikke overrasket. Jeg havde faktisk slet ikke nogen i kikkerten, da det gjaldt om at finde gerningsmanden. Det savnede jeg lidt, men det var nok i kraft af, at den ikke var helt spændende nok, til at få mig i ”gættehumør.”

Slutningen synes jeg til gengæld var drøn træls. Det er tydeligt, at det er en serie, for der kom lige to sider, der lagde op til næste bog. Det var alt for søgt og virkede på ingen måde naturligt, men mere som om det bare var taget med, for at sælge den næste bog. Desværre.

Personerne i bogen var nok det, jeg bedst kunne lide. De var rigtig hyggelige og jeg fik indtryk af et lille landsbysamfund, hvor alle kender alle. Det kan jeg godt lide. På den måde overraskede bogen mig positivt; den var hverken dårlig eller kedelig, men en tilpas hyggelig krimi (hvis man da kan sige det).