4 Followers
20 Following
boghunden

boghunden

Currently reading

The Bloody Chamber and Other Stories
Angela Carter
Armada
Ernest Cline

Og sådan blev det

Og sådan blev det - Maren Uthaug Jeg er vild med, hvordan den her bog ser ud. Så simpel i sit udtryk. Det samme kan man sige om indholdet. I begyndelsen var jeg lidt forvirret over alle de, for mig, fremmede navne og det store persongalleri, man får kastet i nakken. De første 40 sider var derfor også lidt tunge at komme igennem. Derefter gik det lidt nemmere og jeg blev ret opslugt af bogen; så meget, at jeg gemte telefon og computer væk og bare involverede mig i bogen. Historien var enkel og der var ikke så mange sideløbende historier, som jeg ellers havde forestillet mig, der ville være. Somme tider syntes jeg desværre, at der bliver taget munden for fuld. Det er som om, den gerne vil fortælle den historie, der udspiller sig nu, men alligevel er passagerne om fortiden lange og optager omtrent halvdelen af bogen. Det er spændende nok at læse om, men det harmonerer bare ikke helt. Det skaber en ubalance.

“Kirsten kan godt lide sin far, Knut. Alligevel ønsker hun indimellem, at han holder op med at trække vejret. Så hun kan begynde at trække sit.”
S. 11.

Ovenstående citat har jeg markeret i bogen. Ikke fordi, jeg kan relatere direkte, men fordi jeg synes, det siger noget rigtigt. Det der med, at man først kan få luft, når man har givet slip. Sådan har vi det vel alle med et eller andet; om det er med familie, minder eller noget langt mindre højtideligt.

Der er mange personer at holde styr på og til tider også for mange. Med navne, der med god vilje kunne minde lidt om hinanden (ikke mindst fordi de ligger mig så fremmed i munden), blev jeg lidt forvirret. Jeg kunne ikke helt genkende de forskellige personer fra hinanden, og det er virkelig en skam. Samtidig har jeg det lidt stramt med, at personerne er “på grænsen.” De er karikerede, men alligevel ikke nok. Eller også er de det for meget. De befinder sig lidt midt i det hele, og ved ikke helt, hvad de gerne vil være. På den måde synes jeg ikke, at bogen er helt så velskrevet, som jeg godt kunne have tænkt mig.

“Man ved aldrig rigtig, hvad man gør, før man gør det, vel?”
S. 73.

Bogen er absurd og bærer et stærkt ironisk præg, men bliver alligevel aldrig over-the-top i sin handling. Det er med et smil om munden man skal læse den her bog, for den har en masse at byde på, hvis man ikke tager det hele for seriøst. Og så formår den også at forarge, igen på en absurd måde, så man ikke kan andet, end at sidde og ryste lidt på hovedet.

“Det var bedre at være dum end at være anderledes.”
S. 58.