boghunden

Jeg har længe fået at vide, at den her bog bør jeg læse, for den er bare god og slet ikke ligesom forfatterens Arn-bøger osv., men har holdt igen af lidt uklare årsager. Nu var tiden inde og jeg er glad for, jeg endelig gjorde det.

På under et døgn fik jeg læst bogens 350 sider, på trods af, at jeg egentlig var lidt skeptisk i starten. Det var ikke fordi, den startede dårligt, men jeg følte, at starten bestod af gentagelse på gentagelse. Sådan var det de færste 50-60 sider, men herefter tog det fart. Hvorfor starten var sådan, ved jeg ikke, men det var som om, Guillou ikke helt kunne få formuleret sig rigtigt. Ellers var sproget udmærket, jeg læste egentlig bare og lagde ikke så meget mere mærke til det.

Jeg kan godt forstå, hvorfor mange bliver sat til at læse denne bog i folkeskolens sidste klasser eller i gymnasiet. Det er sådan en typisk socialrealisme bog, som lærertyperne godt kan lide (jaja, nu lever fordommene ;) ). Nu kan jeg jo heldigvis godt lide socialrealisme og dermed også denne bog. Det er ikke cliffhangerne der står i kø i denne type bog, fremdriften er nærmere skabt af en naturlig nysgerrighed. Jeg er nysgerrig for at vide, hvordan det går Erik, hvordan han klarer de gutter, der “opdrager” ham og hvordan han klarer sig gennem skolen.

Der er ingen tvivl om, at det her bestemt ikke er en bog for alle, og selvom jeg var begejstret, så vil jeg alligevel være varsom med, hvem jeg anbefaler bogen til; kan man ikke lide socialrealisme, så er chancerne for, at man vil kunne lide denne bog ret små. Omvendt, hvis man er til den genre, så er det her den oplagte bog at give sig i kast med.