boghunden

Jeg tror efterhånden godt de fleste der følger med herinde ved, at historiske romaner ikke lige er min kop te. Well… Ingen regler uden undtagelse! For hulan hvor blev jeg dog bare fanget af den her bog. Hvad det præcis var der gjorde det, ved jeg ikke, måske det fact, at det føltes som om den var skrevet til kvinder, eller måske fordi den ikke var så beskrivende, som jeg ellers synes mange historiske romaner er.
Hovedpersonen Sille er et fantastisk menneske. Naivt, godt, håbefuldt. Næsten som enhver 17-årig pige i dag er. Hun var let at identificere sig med og der var mere til hendes person end som så – og det gjaldt faktisk hele persongalleriet. Det var bredt og mangfoldigt og generelt rigtig godt beskrevet. Der var inddraget præcis de personer der skulle være, for at historien aldrig blev irrelevant. En ting jeg sætter ret stor pris på. Man kunne se, hvordan hver person passede ind i sammenhængen hele tiden.
Sandemos sprog var let at gå til og jeg kunne på ingen måde mærke, at bogen faktisk er skrevet tilbage i 1982. Samtidig hjælper det nok også, at der ikke er gået så meget tabt i oversættelsen, da bogen oprindeligt er norsk. I hvert fald tog det mig ikke lang tid at læse bogen og det var dels pga. sproget, dels pga. handlingen.
Selve handlingsforløbets tempo var også relativt højt, i hvert fald i forhold til min tidligere erfaring med slægtshistorier, som det her jo også er. Der var (håbløse?) forelskelser, en snert af erotik, dyster stemning, myter og hverdag. Alle bidrog de med ting, der tilsammen gjorde, at jeg faktisk nød bogen. Mine forventninger til den var meget lave, og derfor blev jeg også så positivt overrasket og jeg er virkelig, virkelig glad for, at der er hele 46 bind i serien endnu. Jeg løber ikke tør for læsestof lige foreløbig…