boghunden

Åh ja, Nicholas Sparks. Så mødes vi atter. Denne gang skuffer du mig desværre. Jeg kendte historien i forvejen, da jeg har set filmen omkring 742 gange, derfor var det også let at se alle de små tegn rundt omkring i bogen. Det vil jeg ikke komme mere ind på.
Sproget er, som vi kender det fra Sparks’ hånd, let at forstå og ikke særlig højtideligt. Det er noget af det der gør, jeg holder så meget af hans bøger. Jeg synes det er fantastisk, at han kan skrive så gode historier i et så let tilgængeligt sprog.
Det der skuffer mig ved denne bog er, at der går rigtig mange sider med at fortælle, hvem hhv. Landon og Jamie er. 90 sider er måske ikke så mange i en lang bog, men når der kun er omkring de 180 sider, så er det altså 50% af bogen! Det er lige voldsomt nok. Og man når lige at finde ud af, hvem de er og hvad der sker og så BOOM! Slut. Ikke flere sider. Det er jeg ikke helt tilfreds med, desværre.
Jeg tror faktisk, jeg vil anbefale folk at se filmen istedet for at læse bogen, men det hænger muligvis sammen med, at jeg selv gjorde det i den rækkefølge. Alt i alt er jeg skuffet når det kommer til handlingen, mens jeg er glad for det farverige persongalleri og det lette sprog.