4 Followers
20 Following
boghunden

boghunden

Currently reading

The Bloody Chamber and Other Stories
Angela Carter
Armada
Ernest Cline

Under den mørke himmel

Under den mørke himmel - Majok Tulba Da jeg først modtog den her bog, tænkte jeg “åh nej.” Den lignede ikke noget, jeg havde lyst til at læse. Som i overhovedet ikke. Da jeg så besluttede mig for at læse den, startede jeg bagfra med bagsideteksten. Jeg fik tanken, at måske ville den alligevel være ret god – måske ville den være som Khaled Hosseinis bøger (Drageløberen, Under en strålende sol og Og bjergene gav genlyd). Jeg sagde til mig selv, at nu måtte jeg lige slappe af og sænke de hurtigt opståede forventninger. Det gjorde jeg så. Alligevel formåede bogen faktisk at overraske mig særdeles positivt. Det er en utrolig stærk læseoplevelse, det her. Den er fyldt med handling, den er barsk, den er rå og den er ærlig. I det mindste føles det sådan. Jeg holdt mig vågen til ud på de sene aftentimer (…det, andre nok kalder for nat), bare for at læse den færdig. Jeg var træt, men ville alligevel ikke slippe bogen. Det, jeg her fik, var lige præcis, hvad jeg havde håbet på: en letlæst Hosseini. Nu skal man jo passe på med ikke bare at sammenligne med Hosseini, bare fordi det handler om en noget anden opvækst, end den vi her i Skandinavien kender til, men jeg synes alligevel, det er på sin plads.

Sproget i den her bog er virkelig let og det er en kompliment. Det starter allerede fra side et og det er fyldt med humor, selvom det ikke er på den typiske facon, som vi nok er blevet lidt vant til. Bogen bærer præg af, at være skrevet med håb om, at det ikke altid skal være sådan. Og at selvom det er (var?) sådan, så kan man godt være optimistisk, smile og holde hovedet højt. Det er forfriskende. Når jeg kalder det for en letlæst Hosseini, så er det fordi, jeg godt synes Hosseini kan være lidt tung. Sådan var den her bog slet ikke. Jeg fik tanken, mens jeg læste, at sproget måske var en smule ungdommeligt i sit udtryk, men det synes jeg kun er en styrke i den her bog. Det er trods alt fortalt ud fra en 11-årigs perspektiv.

Den her bog har vist mig, at alt ikke er som det ser ud. Selvom jeg ikke gad læse bogen, så gjorde jeg det alligevel og jeg er nu en stor oplevelse rigere. At når børn slår ihjel, er det ikke nødvendig fordi de har lyst. Det er ‘survival of the fittest’. En bog, jeg ikke ville være foruden og som har min varmeste anbefaling!