4 Followers
20 Following
boghunden

boghunden

Currently reading

The Bloody Chamber and Other Stories
Angela Carter
Armada
Ernest Cline

Profetiens kald

Profetiens kald - Mette Bundgaard Laursen Ud fra bogens bagsidetekst, tænker man jo straks sci-fi i ungdomshøjde. Jeg gør i hvert fald. Det er langt fra rigtigt om den her bog. Der er en prolog, hvori der kort fortalt står det samme som på bagsiden. Derefter skal man igennem 240 siders kærlighedsdrama, før man igen hører om Caldera, rummet og det der hører med. Det synes jeg er mange sider. Eller, det synes min rationelle side. For sandheden er, at jeg egentlig nød det meste af bogen. Jeg kan sagtens se, at det bare er én lang indledning til næste bog, og at det er ret langtrukkent, men der var et eller andet, som jeg godt kunne lide.

Vi følger primært Kate og Noah gennem bogen.De er udmærkede, men Kate er da godt nok en med fordomme. Hun er sci-fi nørd og tror, at alle flotte mennesker er snobbede, ubehagelige og har alle mulige dårlige intentioner. Samtidig er hun godt nok blind. At man ikke forstår de 58.000 hints fra Noah, det er mig godt nok en gåde, må jeg indrømme.

“Jeg havde det, som om jeg var i gang med at snyde i vendespil – det der spil hvor man vender brikker og får et stik, når man vender to ens. Men jeg havde ikke vendt to ens. Jeg havde vendt en blomst og en tier og forsøgte nu at parre dem og kalde det et stik. Men det var jo snyd! Det var helt forkert. Spillet var så simpelt, at en normaltbegavet fireårig kunne finde ud af det, men jeg kunne åbenbart ikke. Og det var ikke, fordi den ene brik var mere værd end den anden. De skulle bare være ens.”
S. 132-133.

Når man bruger metaforer, så må man bruge nogen, som alle kan forstå. Og jeg tror altså godt, alle ved, hvad vendespil går ud på. Hvis ikke, så er det ens egen skyld. Der står endda i teksten, at alle normaltsbegavede fireårige kan finde ud af det. Så lad dog være med at forklare, hvad det er!! Det gør mig godt nok gal. Jeg anser mig selv for værende rimelig godt begavet, og jeg er over fire år gammel, ergo kan jeg godt finde ud af det. Det samme tror jeg gælder den 14-årige målgruppe bogen er skrevet til! Det falder jo helt til Jorden (hæ!) altså…
Generelt er sproget ikke særlig godt i bogen. Der er flere steder med opremsninger af, hvordan Kate spiser, tager af bordet, vasker op og går i bad, uden at det spiller nogen som helst rolle for historien. Vil man beskrive sådan en scene, så er her et godt råd: show it, don’t tell it. Jeg har ikke brug for at høre, hun gør de her ting. Hvis jeg skal høre dem, så fortæl hvordan, så det ikke bare bliver en opremsning.

Derudover føler jeg lidt, der er en konflikt. Jeg føler ikke helt, at Noah og Kate opfører sig som de 17-18-årige de er. Og jeg kunne heller ikke rigtig mærke Kates forældre. Hvordan kan de være så ligeglade med hende? Det virker underligt… Kan ikke helt gå i detaljer her. Jeg tror, at bogen er god for de 14-årige, der godt vil have en kærlighedshistorie og som endnu ikke er helt så kritiske i forhold til sproget. Jeg synes selv, at den var ganske udmærket, særligt af en debut at være, meeeen, så var det også det. Jeg håber i hvert fald, at der kommer noget med sci-fi, rum, Caldera osv. i næste bog.